Stress er blevet et voksende problem i mange virksomheder. Stadig flere medarbejdere slås med stress, hvilket oftest er opstået som følge af en dårligt organiseret virksomhed. Løsningen på øget stress skal derfor findes i virksomheden.
De færreste virksomheder har råd til øget stress blandt deres medarbejdere, da det ofte udmunder i et øget sygefravær. Virksomhederne bør derfor have større fokus på, hvorledes man forebygger stress.
Forebyg stress
Først og fremmest bør virksomhederne erkende, at stress ofte viser sig, fordi der er noget galt med arbejdsforholdende. Stress er altså ikke bare en sygdom, som så mange andre sygdomme, da stress er et tegn på, at der er noget galt med de forhold medarbejderne lever under. Stress skal dermed ses som en naturlig reaktion på pres, hvis man bliver udsat for mere, end man kan klare.
Når medarbejdere bliver syge af stress, så kan det i mange tilfælde føres tilbage til problemer i virksomheden. Man kan argumentere for, at det er virksomheden der har stress, men medarbejderne der kæmper med følgeproblemerne.
Langt de fleste virksomheder hjælper medarbejdere der lider af stress, men i mange tilfælde kunne stress være forebygget. Det kan gavne mange virksomheder at se nærmere på, hvad der udløste stress hos medarbejderen. Det kan skyldes nogle bestemte forretningsgange i virksomheden eller simpelthen for meget pres på den enkelte.
Øget pres på den enkelte
Mange virksomheder har i de seneste år været nødsaget til at afskedige medarbejdere, som følge af finanskrisen og presset på de tilbageværende medarbejdere bliver derfor større. Det kan eksempelvis være, at der tidligere var tre medarbejdere i regnskabsafdelingen, men denne nu er reduceret til én person, der skal klare tre personers arbejde.
Virksomheden bør derfor se nærmere på om de kan forebygge stress hos den tilbageværende medarbejder, da det ellers kan betyde faldende produktivitet og nedslidning af en god medarbejder. En åben dialog mellem virksomhed og medarbejder kan ofte skabe opmærksomhed omkring problemerne før der opstår stress. Det kan eksempelvis vise sig at være nødvendigt, at outsource enkelte opgaver til eksterne virksomheder, der eksempelvis kan hjælpe med lønregnskabet.
Sig nej
Stress rammer ofte medarbejdere, der ikke kan sige nej. Medarbejderne skal derfor lære at lytte til deres krop og sige nej, hvis de føler presset bliver for stort. Dette kan dog være svært for den enkelte, da mange frygter at miste deres job. Af denne grund er det ekstremt vigtigt, at virksomheden lærer deres medarbejdere at det er acceptabelt at sige nej, da de ellers risikerer at blive slidt ned af ekstra arbejdspres.