Vi er alle en del af det daglige magtspil på jobbet. Det er som regel ikke noget, vi taler om – men alligevel kan vi alle se, at det fungerer. Midlerne til at opnå en magt er manipulation – og det taler man heller ikke om. Taler vi endeligt om magt og manipulation, er det oftest i forbindelse med de meget karriereorienterede. Deres strategi er rundsave på albuerne. Men det er slet ikke der, vi ser de små, daglige magtkampe, som vi pludseligt kan befinde os midt i.

Typen “Provokanten”

Ham der altid skal skabe sig opmærksomhed, ved at provokere sine kollegaer. Så man til sidst sidder i en krog, som ender blindt. Ingen vej tilbage end at give ham ret, så man kan få fred! Han kan få éns værste sider frem i en med den mindste provokation, og han gør det selvfølgelig ikke, når han ved, at man kan forsvare sig eller ignorere ham. Som jo bekendt er det bedste middel mod en provokant! Han er simpelthen mester i at bringe folk ud af fatning uden selv at blive ramt af raseriet, fordi man ikke umiddelbart kan finde en udvej. 

Typen “Pralhalsen”

Han kan også skabe en masse opmærksomhed omkring sin person. Han prøver at virke “sær” eller “mystisk” og beretter om sine små bedrifter enten fra arbejdet, fra hjemmet eller fra fritiden. Og trækker også opmærksomheden fra dem af sine kollegaer, der kun kræver en smule opmærksomhed 1 ud af de 10 gange, pralhalsen henvender sig. 

Typen “Snushanen”

En person, der måske minder lidt om papegøjen, men vedkommende snakker knap så meget, eller ihvert fald i mindre grad. Han skaber sin opmærksomhed ved at være en “god lytter”. Han lader kollegaer få deres byrder af deres skuldre. Han suger til sig, alt hvad der bliver fortalt, og lader intet gå sin næse forbi. Men til gengæld: Når han snakker, bliver alt fortalt, og der bliver ikke lagt fingre imellem. 

Typen “Sirenen”

Sirenen er som regel en kvinde. Man kan måske betegne hende som sortseeren. Hun kæfter op lige så snart, der er noget, der ikke passer damens næse, og brokker sig til alle og enhver uden at gøre noget ved det!!

Og tilsidst en tilføjelse fra vores norske læser, U.E.:

Typen “Den bedrevidende”

Jeg har brukt flere ti-år på å observere/iakta andre mennesker og deres “Controlling behavior”. Dette er et svært vidtomfattende emne, som hvilket for de fleste emner kan kategoriseres. Jeg vil kun legge til en type som kanskje kan omtales som “Den som må vite” eller “Den som vet enda mye bedre enn deg og alle andre”, – og hvilket “ansvar” omgivelsene egentlig har for å sette de forskjellige typer på plass.

Den typen som vet alt så mye bedre enn andre, benytter ofte anledningen innenfor områder eller emner som kan være noe usikre. Ingen vet helt sikkert hvorledes det er elle skal være, og en må gjærne undersøke og prøve seg frem. “Allvideren” har gjerne svaret rede på hvorledes det er eller bør/skal gjøres, og tar derfor ledelsen idet omgivelsene er usikre, til tross for kanskje omfattende kunnskap på området. Men deres kunnskap er innenfor det faktum at svaret eller løsningen ikke er sikker. 

“Allvideren” tar en erfaringsmessig kalkulert risiko, som egentlig går ut på at det åpenbare også er det sannsynlige, og får derfor også ganske ofte rett, – til tross for at vedkommende ikke har noen kunnskap på området overhodet. Hans “gjentatte triumfer” skaper han også efterhvert et ry som allvider. Men når noe går galt, kan han også lett avfeie det hele med at han tross alt ikke har kunnskap på området, og gir dermed omgivelsene skylden.

Og hvem har så egentlig skylden ? Og her mener jeg ikke nødvendigvis skylden for hva som gikk galt i forrige avsnitt, men skylden for at vi har slike “makttyper” ? 

Omgivelsene; vi andre; vi omkring, må nok ta en god del av skylden. Vi har egentlig latt alle disse typer få anledning til å herske med oss. Det begynner oftest i det små, mens de og vi andre også er små. Noen tar sjangsen på “å ta seg tilrette”, og dermed forsøker seg frem i venneflokken eller hos foreldrene. Noen tar endog efter foreldrene. 

En skaffer seg makt, ved nettopp å ta den fra andre, – eller la andre gi ifra seg makten. Feilen må ofte være at omgivelsene ikke har “satt foten ned”, de har latt seg tyrannisere. Først med at det er jo ikke så farlig, det er jo bare Jens eller Lise eller Anders. Men ved å la disse typer få utfolde seg, tar de mer og mer makt. Men, det viser seg også ganske ofte at deres makt nettopp er tuftet på dårlig grunn. Dette viser de tilfeller hvor de er blitt satt virkelig “på plass” av omgivelsene, – selvom risikoen for omgivelsene selvfølgelig blir større efterhvert som den “mektige” har fått holde på, og skaffet seg slik makt over andre at han kan benytte denne mot sine egne “omgivelser”, og på den måte på sett og vis selv få anledning til å utøve makten igjennem andre, og selv bli holdt uansvarlig. – Selvom det “lyser igjennem” hvem som egentlig har utøvet makten.

Magtmennesker er farlig, eller skal vi si “kan være farlige”. Til rett tid, sted og anledning trenger vi nettopp maktmennesker. De som kan skjære igjennom å få noe gjennemført eller på rett vei. Vanskeligheten er oftest at vi ikke vet om dette maktmennesket gjør det for seg eller for andre.

Læs også:

• Fuldtidsansættelse eller vikar – hvad er bedst? 19. januar 2019
• Uforudsete udgifter kan give stress19. januar 2019
• 5 tegn på at du har en spiseforstyrrelse 19. januar 2019